BOARD GOVERNANCE – Hvem er vi?

Randi Ib Lund og Niels Arnold Lund

Hos BOARD GOVERNANCE A/S beskæftiger vi os med kompetenceudvikling af bestyrelser og individuelle bestyrelsesmedlemmer.

Filosofien bag BOARD GOVERNANCE er at bidrage til et ledelsesmæssigt og strategisk kvalitetsløft i bestyrelseslokalerne, hvor forretningsorienteret bestyrelsesarbejde er i fokus. Forretningsorienteret bestyrelsesarbejde er kendetegnet ved, at bestyrelsen fokuserer på at identificere fremtidige muligheder og nedprioriterer den bagudrettede kontrol af direktionen.

Bestyrelsen skal være med til at skabe resultater og fungere som et ledelsesteam, der i fællesskab og gennem optimal udnyttelse af bestyrelsesmedlemmernes kompetencer og ressourcer bidrager til at skabe værdi. Dette sker bl.a. gennem et tæt samarbejde mellem bestyrelse og direktion.

Virksomheden blev grundlagt i 2004 af Randi Ib Lund, som gennem mange år har beskæftiget sig med board governance - god bestyrelsesledelse.

Randi Ib Lund har solid erfaring i personlig træning af bestyrelsesmedlemmer, topledere og med udvikling af procesværktøjer til bestyrelser. Randi Ib Lund har uddannelse og erhvervsmæssig baggrund inden for strategisk personaleudvikling og arbejdsmarkedsforhold og er medforfatter til bogen Boost bestyrelsen – når bestyrelsesarbejde skaber værdi, der omhandler værdiskabende bestyrelsesarbejde.

Bogen er udarbejdet i samarbejde med Morten Huse, der (udover at være seniorforsker hos BOARD GOVERNANCE) også er professor i ledelse og organisation ved BI Norwegian School of Management samt præsident for EURAM, European Academy of Management.

Direktionen består af Randi Ib Lund og Niels Arnold Lund, der er direktør for forretningsudvikling. Niels Arnold Lund har tidligere arbejdet med vurderinger af selskabers forretningsmæssige potentiale, herunder selskabers bestyrelsesarbejde og kompetenceberedskabet i topledelsen. Niels Arnold Lund har mere end 25 års erfaring med erhvervsrådgivning og ledelse, som direktør i Spar Nord Bank og som Head of Corporate Banking i Nordea. Niels Arnold Lund er uddannet i den finansielle sektor og har en MBA.